SFO på Lukasskolen i Vejle
Går du i 0.-3. klasse, så er SFO’en på Lukasskolen et tilbud til dig. Efter skoledagen er slut, er eftermiddagen hos os i SFO’en fyldt med masser af lærerige og hyggelige aktiviteter og gode kammerater. Vi gør meget ud af, at vores pædagoger er aktive sammen med børnene, for det skaber værdi og gode rammer for leg og lærerige aktiviteter.
Sådan skal det være, at være barn i vores SFO.
Fritiden i Lukasskolens SFO er et aktivt, dannende og berigende tilbud. Vi ønsker, at børnene skal have en høj grad af medbestemmelse, for det er med til at sikre barnets trivsel og udvikling.
I SFO’en fremmer vi respekt og tolerance overfor hinandens forskelligheder gennem det kristne budskab. Det er både sjovt og lærerigt! Alle børn skal have følelsen af at høre til i fællesskabet! Vi tror på, at hvert enkelt barn er unikt og værdifuldt, og den følelse skal barnet også opleve om eftermiddagen i SFO’en.
Dit barns og vores SFO
Vi opmuntrer, udfordrer og hjælper børnene til at være aktive og selvhjulpne i konfliktsituationer. Vi opmuntrer børnene til at fortælle om egne oplevelser og at kunne lytte til andres.
Vi vil arbejde med iagttagelse af det enkelte barn som en fast bestanddel af det pædagogiske arbejde. Desuden vægter vi også den daglige forældrekontakt for at skabe tryghed og trivsel omkring dit barn. Vi har brug for og vil gerne gøre brug af den viden og indsigt, I har som forældre.
Når vi har børnene i SFO, er vi bevidste om, at det er børnenes fritid. Derfor er vi af den opfattelse, at børnene selv i høj grad skal være medbestemmende i valg af aktiviteter.
Vi lægger også meget vægt på, at der er god tid og plads til børnenes egen leg, hvilket vi bl.a. prøver at tilbyde ved at indrette forskellige miljøer, fx. Lego, spil, konstruktionslegetøj og bevægelsesaktiviteter.
Vi vil gerne tilbyde børnene en bred vifte af aktiviteter. Disse er i hovedreglen et tilbud og deltagelse er derfor frivilligt. Vi er selvfølgelig opmærksomme på børn, der f.eks. ikke søger ud, og vil hjælpe dem ud.
Hvad, hvor, hvordan eller hvorfor? Spørgsmålene kan være mange ... og de er velkommen. Hver og én.
Jette Fugmann er ofte på kontoret om formiddagen, og derefter kan du altid finde hende i SFO’en med en bold, ansigtsmaling eller en terning!